Eget møbelsnedkeri i Danmark

På vores møbelværksted i Havdrup forvandles stabler af træplader til moderne møbelklassikere.

Vores dedikerede snedkere saver, sliber, maler, pudser og monterer alle reolerne ved håndkraft – og med et vågent øje for at sikre et højt niveau og en perfekt finish.

Kom med bag kulissen og se, hvordan en ATBO reol bliver til HER.

 

Danskproduceret kvalitet
Vores møbelværksted har ligget i Havdrup på Midtsjælland siden begyndelsen i 1968. Og i modsætning til mange andre danske møbelproducenter har vi ingen planer om at flytte produktionen væk. Vi værdsætter nemlig at have samlet det helt rigtige team af snedkere, der tilsammen kan producere vores møbler i den høje kvalitet, vi ønsker.

Vores møbler er klassisk håndværk, og det tager tid og kræver både erfaring og en personlig holdning til kvaliteten af hver eneste reol. Træ er et levende materiale, der konstant arbejder, og forskellige træsorter – endda forskellige leverancer af samme træsort – kan variere meget og tage forskelligt imod behandlingen i løbet af processen. Derfor skal vores snedkere konstant vurdere kvaliteten, både af den rå træplade og den færdige reol. På værkstedet har vi en god blanding af kompetencer, og mange af vores medarbejdere har været her i 10 og 20 år. Vi ville simpelthen ikke kunne fremstille lige så fine reoler andre steder.


Præcision er en dyd
Kvalitetskontrollen begynder allerede i det øjeblik, træpladerne køres ind på værkstedet. Første trin er at vurdere de enkelte plader. Hvordan er farven og strukturen? Er der knaster eller små fejl i træet? Der slibes og sorteres, og de pæneste sider udvælges til de mest synlige dele af reolen, hvorefter pladerne skæres til i de eksakte mål. Derpå fræses noten (rillen til at montere bagpladen), hullerne til hylderne samt de karakteristiske fingertapper, der senere i processen er det element, der samler hele reolen.

 

Selvom en del af arbejdet foretages med maskinsav og CNC-fræser, måles alt efter med en skydelære og vurderes af et erfarent øje. Samtidig tjekker vi løbende, at det anvendte maskinværktøj er skarpt og virker optimalt, så resultatet bliver så tæt på perfekt som muligt.

 

Præcision er en dyd, og vi arbejder med en tolerance på blot 0,2 mm. Den nøjagtighed er nødvendig, ikke blot for at skabe et ensartet udtryk, men også for at skabe helt lige overflader. Og det er essentielt, når flere reoler senere skal samles til større reoler, for der vil man bemærke selv bittesmå variationer.


Vi samler alt ved håndkraft

Reolerne samles i en anden del af værkstedet, men først gennemses og sorteres pladerne igen, denne gang for at udvælge plader i sæt af fire. Vores reoler består i basalt set af fire plader (plus et bagstykke), og de skal matche hinanden så godt som muligt i farvetoner og åretegninger. Det kræver erfaring og et godt blik, for især de mærke træsorter som teak og mahogni kan have et meget forskelligartet udtryk.

 

Hver enkelt reol samles ved håndkraft, og der skal lægges kræfter i, når fingertapperne skal flettes ind i hinanden, for de er lavet til at slutte helt tæt og derved låse reolen. For en sikkerheds skyld limes alle delene også, hvorefter reolen sættes i pres og får lov at hærde i et døgns tid. Reolen grovslibes på alle kanter, og der fræses en skyggenot – den kant der giver reolens front dens karakteristiske udseende. Endelig håndslibes evt. skarpe kanter, så reolen er behagelig at røre ved.


Overfladebehandling kræver fingerspitzgefühl

Nu er reolen i princippet klar til at komme ud i din stue, hvis du ønsker dig en ubehandlet reol uden tilbehør. Langt de fleste af vores kunder vælger dog at få os til at efterbehandle reolen, og næsten lige så mange tilvælger forskellige former for tilbehør – fx låger, skuffer og hylder.

 

På vores malerværksted finpudser vi først reolen, så den er fuldstændig glat, og derefter sprøjtemales eller -olieres den. Her kan du vælge imellem almindelig olie, hvidpigmenteret olie, almindelig lak og matlak.

 

Oliering sker i én enkelt proces, hvor olien påføres grundigt, hvorefter overskydende olie tørres af. Skal den lakeres, er det en længere proces. Efter første lakering, skal reolen finslibes og derefter lakeres igen. Malerens bedste værktøj er hans fingerspidser, som han jævnligt stryger hen over overfladen for at opdage eventuelle ujævnheder, der er usynlige for det blotte øje. Målet er at opnå en fuldstændig perfekt finish, og om det tager 2, 3 eller sågar 4 behandlinger er helt op til hans vurdering.


Montering og kvalitetskontrol

Når reolen er tør, flyttes den over i montageafdelingen, hvor vi sætter skuffer, låger og hylder i ud fra din bestilling. Har du bestilt flere, sørger vi for, at de matcher i farvetoner og udtryk. Og til slut tjekkes kvaliteten endnu engang. Alle vores medarbejdere har hver deres faglige stolthed over for reolerne, og alle er med til at udføre den løbende kvalitetskontrol, men hvis en detalje skulle være blevet overset undervejs, bliver den helt sikkert fundet i montageafdelingen.

 

Til slut pakkes de færdige reoler og fragtes direkte hjem til dig. 

Brug for hjælp? Ring til os på +45 3315 6601

Klub ATBO Meld din mailadresse til Klub ATBO